Agro Food Park Inkubator får frø til at spire

Kuvøse, børnehave og skole for iværksættere med en god idé, der skal vokse. Den 3. juli fejrede Danmarks største inkubationsmiljø for landbrugs- og fødevareerhvervet fem års fødselsdag i Agro Food Park.

Hvad har et kosttilskud, larver som snacks og markrobotter til fælles? 
Produkterne er alle vokset og videreudviklede i Danmarks største inkubationsmiljø for landbrugs- og fødevareerhvervet, der ligger i Agro Food Park.

Det er fem år siden, Agro Business Park og Agro Food Park i fællesskab startede inkubationsmiljøet op, og håbefulde iværksættere lejede en kontorstol i et spændende miljø eksklusivt for virksomheder inden for Landbrugs- og fødevareerhvervet. Det blev fejret i Agro Food Park tirsdag den 3 juli, hvor Anne-Marie Hansen, direktør i Agro Food Park blandt andet sagde:

- I Agro Food Park vil vi skabe det førende innovations- og vækstcenter for fødevarer i Danmark – og det skal være blandt de bedste i verden. Det er her, fremtidens produkter skal skabes af spændende virksomheder, forskningsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner i et frugtbart samarbejde. 
Derfor har vi gennem de seneste fem år – sammen med Agro Business Park - udviklet Danmarks største og stærkeste inkubationsmiljø inden for landbrugs- og fødevareerhvervet.

-Målet er at skabe de bedste rammer for innovativt iværksætteri i et miljø, hvor forretningsidéer og startups - med hjælp fra vejledere, investorer og samarbejdspartnere - kan udvikle kommercielle produkter, opnå adgang til markedet og blive bæredygtige virksomheder.

Kathrine Vejgaard Stage, Site Manager i Agro Business Park præsenterede et udvalgt af start-ups med tilknytning til Agro Food Park Inkubator.
Blandt andet Kosttilskuddet, Diet4Life, der er grundlagt af Jan Stagsted, startede med at være et guldæg i Agro Business Parks Innovationskonkurrence og nu er lejer i eget laboratorium i Agro Food Park og har solgt en god portion aktier til Danish Crown Ingredients. 
Og Enorm Foods, en startup fra Studentervæksthuset i Aarhus, der startede med et struktureret forretningsudviklingsforløb, via netværk fik identificeret en egnet lønproduktion, fandt sin investor via  Insektnetværk, fik sparring til sine Innobooster ansøgninger og nu er ved at ombygge et nedlagt landbrug til en ugentligt produktion af 30 tons black soldier fly larver.
Og der er mange flere.

-I løbet af de sidste fem år har der boet 45 forskellige iværksættere i Inkubator, og selvom formålet er, at de skal vokse sig store og stærke, er det vemodigt, når de flytter hjemmefra. På fem år er der skabt 70 nye arbejdspladser – og gid at alle vores seje, fantastiske og skønne iværksættere må leve lykkeligt til deres dages ende, sagde Katrine Vejgaard Stage.