English

Retningslinjer
i forhold til Coronavirus 

Plakat A3 Forebyg Smitte I Hverdagen Page 001

VIGTIG INFORMATION TIL ALLE i AGRO FOOD PARK

Forebyggende tiltag for at forhindre smitte med coronavirus i Agro Food Park


Alle med arbejdsplads i Agro Food Parks udlejningsbygninger forventes at læse denne vigtige information.

For fortsat at forhindre at coronavirus-smitten spreder sig når samfundet – og Agro Food Park – genåbner, kommer der her en oversigt over de tiltag vi indfører i Agro Food Park samt retningslinjer, som vi beder jer følge. Nogle af dem vil være midlertidige og andre er nok kommet for at blive i en længere periode. Denne liste finder du herunder og vi lægger den også snarest muligt på vores website, hvor du altid kan finde den.

Sygdom
Vi opfordrer alle med sygdomssymptomer eller som føler sig småsyge, hoster eller er forkølede til at blive hjemme. Husk Dronning Margrethes anbefaling: ”Hvis du er i tvivl, så lad være” – eller sagt med andre ord: Bliv hjemme! Lad være med at komme på arbejde i Agro Food Park hvis du er syg og kan smitte andre – også selvom du selv tænker at du er frisk nok til at arbejde. Den sidste tid har vist os at vi kan klare meget hjemmefra med de digitale værktøjer der er til rådighed, og vi opfordrer til at vi alle tager ansvar og fortsætter med at arbejde på denne måde når det er nødvendigt, og så vi ikke spreder smitten på ny.

Håndhygiejne
Sørg for at fortsætte de nye vaner for gode håndhygiejne, som vi har lært i forbindelse med corona-pandemien. Vask dine hænder med vand og sæbe ofte. Vi har stillet håndsprit frem ved alle kaffeøer og i alle mødelokaler, som foreløbig bliver stående. Hvis en af dispenserne skulle løbe tør uden vi har set det, så giv os venligst besked på reception@agrofoodpark.dk.  

Anvisningerne til korrekt håndvask bliver også hængende på toiletterne indtil videre og vi opfordrer alle til at følge dem. Hvis du er i tvivl om hvor længe 20 sekunders håndvask egentlig er, kan vi oplyse at det er den tid det tager at synge ”Happy birthday” to gange eller det første vers af Shu-bi-duas ”Den røde tråd” – højt eller inde i hovedet.

Kantinen
For også at begrænse hvor mange der er i kantinekøkkenet, åbner vi også langsomt op for kantinerne.

På den lidt længere bane, kommer vi også til at indføre nogle midlertidige eller permanente ændringer i kantinen sammen med vores leverandør, Food & Co. Vi opfordrer fortsat til at man internt i sin afdeling eller virksomhed deler sig mere op, så kantinerne ikke er overfyldt kl. 11.30, som det ofte var tilfældet før vi lukkede ned. Det er essentielt at alle holder afstand og spreder sig ude over hele kantinens åbningstid som til gengæld midlertidigt er udvidet til kl. 11.30-13.30 i nr. 15, så der ikke opstår kø eller for mange mennesker tæt sammen. Åbningstiden i nr. 13 er fortsat kl. 11.30-13.00. Det er som altid også tilladt at hente maden og spise den et andet sted – husk blot at komme retur med beskidt service til opvask samme dag.

Der er monteret afstandsklistermærker på gulvene og også indikeret retninger med pile på gulvet, som skal følges. Hvis der er mange i kø, så vend om og kom igen på et senere tidspunkt og husk at holde min. 2 m. afstand til andre! - Dette gælder også udendørs ved havebordene. Antallet af pladser i kantinerne er reduceret væsentligt og så vidt muligt i henhold til de gældende retningslinjer for afstand til andre. Hvis der er plads, er der mulighed for at du kan sætte dig, men vi opfordrer alle til at hente mad og spise det i eget område.

Buffeten vil i en periode være erstattet af en let frokostanretning. Den varme ret udportioneres af kantinepersonalet og der vil i stedet for den større salatbar som vi kender, i en periode kun være få blandede salater, som også er udportioneret på forhånd. Brødet vil i en periode være skiveskåret på forhånd. Smør, salt og peber vil være tilgængelig i små portionspakker. Det vil også være muligt at købe sandwich fra køleskabet. Vi tilpasser naturligvis løbende udvalget i kantinen så det svarer til myndighedernes og vores leverandørers anbefalinger.

Der tilbydes morgenmad til salg i kantinen i nr. 15. Det vil være portionsanrettet og nemt at tage med.

Husk at komme retur med beskidt service og bestik til opvask samme dag.
Husk at spritte hænder inden du betaler og inden du tager din mad!

Kaffemaskiner og opfyldning af vandflasker
Kaffemaskinerne aftørres også fortsat dagligt. Husk at spritte dine hænder af inden du rører ved kaffemaskinen eller knapperne.

Det er uhygiejnisk at fylde brugte vandflasker fra kaffemaskinens koldtvandshane, da det er svært at undgå at flaskehalsen, som du drikker af, kommer i nærheden af eller i berøring med vandhanen. Det samme gør sig gældende fra tappehanerne i kantinen og vandhanerne på toiletterne. Vi opfordrer alle til at drikke vand af et krus eller at fylde vandflaske med vand fra et krus for at begrænse smitterisikoen.

Rengøring
Mødelokaler, kantinen og lignende fællesarealer samt alle toilet- og baderum rengøres fortsat dagligt. Gangarealer rengøres to gange ugentligt, men i en periode vil gelændere på trapper, dørgreb m.m. på gangarealer blive rengjort hver dag. Der vil desuden blive indført ekstra synlig rengøring af toiletterne midt på dagen.

Kontorer rengøres fortsat grundigt én gang ugentligt. Du kan se på mærkaten i dørkarmen til dit kontor hvilken dag der bliver gjort rent. Husk, at jo bedre du rydder op og fjerner ting fra fladerne, jo bedre kan rengøringspersonalet tørre af. Vi opfordrer også til at du derudover selv sørger for regelmæssigt at rengøre din telefon, tablet, tastatur, mus, dørgreb og andre flader. Med undtagelse af dørgrebet, er disse ting ikke del af rengøringsrutinen.

OBS! BRUG IKKE SPRITBASEREDE PRODUKTER, HERUNDER SPRITSERVIETTER OG HÅNDSPRIT M.M. TIL MALEDE OVERFLADER, DA SPRIT FJERNER MAILINGEN! 
Brug kun spritprodukterne til de småting, du selv eller andre rører ved ofte - herunder dørgreb i stål - men sørg for at spritservietten ikke kommer i berøring med selve den malede dør. Nogle møbler kan heller ikke tåle sprit, så vær også opmærksom på dette. 

Mødeafvikling
I forhold til afvikling af møder, henviser vi til de gældende retningslinjer fra myndighederne vedr. begrænsede forsamlinger. Book et lokale som passer til det antal deltagere der er med til mødet, så I ikke pludselig sidder 10 personer i et lokale, som kun er beregnet til 5. Du kan altid se størrelsen på de fælles mødelokaler via filter-funktionen i Pronestor. Hvis der ikke er ledige lokaler, opfordrer vi til at flytte mødet til et andet tidspunkt eller hold det evt. i kantinerne, hvor der er masser af plads før og efter frokostpausen. Der vil i alle mødelokalerne kun være 10 stole, så længe myndighederne har forbud mod større forsamlinger.

Husk også på de mange gode digitale værktøjer til mødeafvikling og videndeling, som vi alle har stiftet bekendtskab med og er blevet fortrolige med de sidste uger – fortsæt med at bruge dem i videst muligt omfang, så det kun er de fysiske møder som er strengt nødvendige, som afvikles på traditionel vis. Vi er omgivet af skøn natur i Agro Food Park, især nu hvor foråret er godt på vej. Måske kan dit møde laves om til en gåtur i den friske luft?

Udover ovenstående retningslinjer og gode råd, opfordrer vi naturligvis til at man altid følger myndighedernes anbefalinger for at begrænse smitte.

For spørgsmål til ovenstående, kontakt reception@agrofoodpark.dk.