Anne-Marie Hansen bliver ny director for Agro Food Park

Det bliver Anne-Marie Hansen, der overtager jobbet som director for Agro Food Park efter Bjarne Langdahl Riis, der har valgt at søge nye udfordringer. 

Anne-Marie Hansen har de sidste fem år været koncernsekretariatschef og sekretariatschef i Landbrug & Fødevarer.  

”Jeg glæder mig over, at Anne-Marie Hansen nu bliver en del af Agro Food Park. Hun vil med sine kompetencer inden for ledelse, projektledelse og organisation kombineret med sin flair for at opbygge gode og stærke relationer blive værdifuld for Agro Food Park. Anne-Marie vil kunne skabe yderligere fremdrift og udvikling i organisationen til gavn for både Agro Food Park og Landbrug & Fødevarer-koncernen som en helhed”, siger CFO Lars Daugaard. 

Steen Nørgaard Madsen, formand for styregruppen for Agro Food Park glæder sig til, at Agro Food Park med Anne-Marie Hansen i spidsen kan og skal spille en afgørende rolle i at skabe rammerne for den innovation, som skal fremtidssikre landbrugs- og fødevareerhvervets konkurrenceevne.

Anne-Marie Hansen er 38 år, opvokset i landbrugs- og fødevareerhvervet og har siden 2008 været ansat i landbrugets organisationer, så det nye job ligger i naturlig forlængelse af de store opgaver, som hun har været med til at løfte i først Dansk Landbrug og dernæst Landbrug og Fødevarer. Selv siger hun:

”Jeg er vant til at løbe stærkt, lede store projekter og løse svær organisatoriske opgaver og jeg glæder mig til at bruge min energi på at gøre visionen for Agro Food Park til virkelighed. Jeg ser frem til at være med til at indfri det store potentiale, der er i Agro Food Park og være med til at skabe endnu bedre rammer for de innovative virksomheder, der i dag og i fremtiden vælger at placere sig i Agro Food Park.”

Rekrutteringen er sket i et samarbejde mellem Mercuri Urval og Landbrug & Fødevarers egen Koncern HR & Organisationsudvikling. Anne-Marie Hansen tiltræder sit nye job 1. oktober 2017.