Agro Food Park bredt repræsenteret ved Agromek 

Flere virksomheder fra Agro Food Park var messestandholder ved årets udgave af Agromek. Her ses DLBRs stand.
 

Allerede torsdag havde over 33.000 mennesker besøgt årets store Agromek messe, hvor mange beboere i Agro Food Park havde valgt at deltage.

”Jeg synes, at vi får rigtig mange gode ting ud af at stå her. Vi møder mange udenlandske kunder, der viser stor interesse for vores bøger” siger Anna-Christa Bjerg, repræsentant for Landbrugsforlaget, og fortsætter ” Men jeg sætter især pris på, at vi får mulighed for at møde de unge mennesker, der lærer om landbruget ud fra vores bøger. Normalt har vi korrespondance med lærere og indkøbere, men her får vi mulighed for at få feedback fra slutbrugeren. Og det er til stor gavn for vores udvikling”.

LandboUngdom var tillige repræsenteret ved messen. ”Det går generelt rigtig godt herude. Vi får mulighed for at få en god snak med vores nuværende medlemmer, og så får vi en del nye medlemmer” fortæller Mads Mortensen fra LandboUngdom. ”Vi har heller ikke rigtig indtryk af, at sneen har haft nogen betydning for antallet af besøgende, så det er vi glade for”

Også Agro Business Park, en kommende indflytter i Agro Food Park, havde sin stand ved Agromek. Forskerparken stod bag flere arrangementer i løbet af dagene, bl.a. det såkaldte ”Agromatch”-arrangement – en pendant til Agro Food Parks speednetworking-arrangementer, med fokus på bioenergi. Hele 109 virksomheder fra 14 lande mødtes for at deltage i arrangementet, der er funderet i et europæisk projekt kaldet 2nd Generation Biomatch. ”Det har været en overraskende stor succes, og det er vi naturligvis glade for” siger Lars Visbech Sørensen, direktør for Agro Business Park.

Du kan læse mere om messen på www.agromek.dk.

For videre information om de nævnte virksomheder, gå ind på www.landbrugsforlaget.dk, www.landboungdom.dk og www.agropark.dk

Agro Food Park - Agro Food Park 15 - Skejby - 8200 Aarhus N - Tlf: +45 87 40 66 40 - Email: