Godt 90 deltagere fik inspiration om råvaredesign, prisvindende kantinedrift, Unika oste, Gourmetfrø, hørfrøkyllinger, Cool Snacks og eating design fra en af verdens trendsættere, Marije Vogelzang fra Holland, i årets første Agro Food Park arrangement.
En gulerod er ikke bare en gulerod
Efter en kort velkomst blev arrangementet indledt af forskningschef Anette Kistrup Thybo fra Institut for Fødevarekvalitet, Aarhus Universitet. Hun kunne give inspiration til, hvordan man kan bruge forskning om food design i “den virkelige verden”.
“Der er en stor variation af råvarekvalitet, og dens potentiale skal udnyttes. Og vi kan gøre en masse via vores sorter og racer.” fortæller hun.
Det er f.eks. tilsyneladende ikke uvæsenligt om man hænger en ko op i anklen eller i hoften – mørheden og smagen bliver ikke den samme.
Og en gulerod er ikke bare den slags gulerod, vi normalt finder i et supermarked. Ikke nok med, at der er et stort udsving i kvaliteten, også indholdet af A-vitamin varierer meget – op til 200 ganges mængdeforskel.
Agersø spirer og hørfrøkyllingen får høvl
Anette Kistrup Thybos oplæg blev fulgt af et interview med kommunikations – og marketingdirketør Søren Bisp fra Läntmannen Danpo, der fortalte om idéen bag hørfrøkyllingen og ikke mindst om det store fuore, markedsføringskampagnen medførte. ”Jeg ser ikke megen fremtid i hørfrøkyllingen efter denne her tur, men idéen er der meget fremtid i, fordi der er tale om en forbedring af en fødevare på en naturlig måde” fortæller Søren Bisp.
Også seniorkonsulent for AgroTech Brian Christensen stillede op til interview. Han kunne fortælle om deres projekt ”Smagen af Agersø”: Det specielle klima på øen Agersø giver gunstige forhold for dyrkning af frø, og deres samarbejdspartnere vil om nogle år kunne sælge frø, der bør være en del af det nye nordiske køkken. ”Frø er meget overset i det nye nordiske køkken, og det er jo lidt mærkeligt, eftersom de er fyldt med masser af gode ting. Det er jo spirens madpakke.” fortæller Brian Christensen.
Sund fornuft og klog energi
Sidste foredragsholder inden pausen var Kristina Kristensen, kantinechef for Vestas Wind Systems A/S, hvis præsentationsoverskrift var ”sund fornuft og klog energi”. Under Kristinas ledelse blev kantinen i Vestas kåret som årets kantine i 2009.
”Jeg ser os selv som en slags leverandør af brændstof. Uanset om man sidder på en kontorstol hele dagen eller bruger sin krop lidt mere, har man brug for det rette brændstof for at kunne yde det optimale” siger hun og fortæller desuden, at hun lader alle sine medarbejdere efteruddanne til kostpiloter for at sikre, at de ved noget om sund kost. Det er nemlig ikke givet, selvom man er uddannet kok, bager eller slagter.
Står man i kø for at købe en dansk ost?
I pausen fik deltagerne mulighed for at smage de eftertragtede Unika-oste, som ellers normalt kun er at finde i Danmarks bedste restauranter. Prøvesmagningen blev fulgt op af et oplæg fra premium food manager John Gynther fra Arla Foods, der fortalte om visionen og arbejdsprocessen bag de nye Unika-oste.
“Før I tiden havde jeg synes, at det var utopi at tro, at folk ville stå I kø for at købe Arla-produkter. Men det er faktisk nu en realitet.”
De nye Unikaoste er fremstillet med stor omhu og fokus på kvalitet, og så er der taget udgangspunkt i de traditionelle danske fremstillingsmetoder og de ingredienser, der findes i den danske natur. Urter, blade, nåle, rod, tang, bark, frø, nødder, frugt – ingen kan vide sig sikker med Unika-ostene, så længe de befinder sig på de danske breddegrader.
John Gynther sammenligner Arlas udvikling af Unika-ostene med udviklingen af bilproducenternes udvikling af Formel1-racere. “Vi har rigtig mang gode, stabile Fiat’er. Og nogle Alfa Romeo’er, og en Farrari ind i mellem. Vi har ikke nogen Formel1-racer, men med Unika-ostene er vi på vej”.
John Gynthers oplæg blev efterfulgt af et interview med post.doc. Maria Kümpel Nørgaard, MAPP Centret, om forskningsprojektet “Cool snacks”, hvor man forsøger at finde frem til den perfekte sunde snack, som børn er villige til at købe frem for de søde sager. “I en efterhånden meget tidlig alder løsriver børn sig fra sine forældre og bliver mere selvstændige.” siger Maria Kümpel Nørgaard og fortæller, at der i projektet Cool snacks er lagt vægt på det, børnene bruger deres lommepenge på.
Skyskumfiduser af regnvand og gulerodssmykker til børn
Arrangementets sidste indslag var af eating designer Marije Vogelzang, der kunne berette om hendes mange spændende projekter rundt om i verden. Hun viste mange eksempler på sit arbejde, hvor hun bl.a. fokuserer på det sociale aspekt i det at konsumere mad. Hun kunne også præsentere mange af hendes små påfund, som f.eks. skyskumfiduser lavet af regnvand.
Seneste skud på stammen af projekter var hendes samarbejde med det hollandske hospital GHZ, der efter kedelige undersøgelser måtte konstatere, at der kom flere underernærede ud af hospitalet end der kom ind. Opskriften på løsningen til det blev et fokus på præsentationen af maden, størrelsen af portionerne, tidspunktet for serveringen og den visuelle illusion af maden, tilsat et godt skvæt humor.
Et af Marije Vogelzangs mere personlige eksempler var da hun måtte konstatere, at hendes lille datter ikke kunne lide grøntsager. Løsningen var at invitere hele børnehaven over i hendes restaurant med det formål at skulle lave smykker og “blingbling” af grøntsager – uden andre redskaber end tænderne. Datteren spiser idag alle slags grøntsager – “Det andet ville også have været dårlig markedsføring for mig” tilføjede hun med et glimt i øjet.
Arrangementet blev sponseret af Videncentret for Landbrug, der også var til stede ved arrangementet.
Ønsker du at se nogle af powerpointpræsentationerne, kan du klikke her.