Japank ministerium besøger Agro Food Park 
AF: THYGE HANSEN

To eksperter fra det japanske miljøministerium besøgte mandag Agro Food Park. Formålet var at lære om Videncentret for Landbrugs arbejde med at skabe godt vandmiljø.

Japan kan lære meget af Danmark, når det handler om at gøre landmænd til aktive medspillere i arbejdet for et bedre vandmiljø.

Det er man overbevist om i det japanske miljøministerium, der har sendt to eksperter til Danmark, blandt andet for at lære af erfaringerne fra Agwaplan og Aquarius, to store vandmiljøprojekter med Videncentret for Landbrug som initiativtager og ledende partner. Mandag besøgte de to Agro Food Park og fik gennemgået projekterne af Irene Wiborg, der har ledet arbejdet med begge aktiviteter.

- Selv om der er store forskelle mellem landbruget i Japan og Danmark, så står vi med en række af de samme udfordringer med hensyn til, hvordan der kan drives effektivt landbrug, samtidig med at der tages hensyn til vandmiljøet, fortæller Katsuya Tanaka, der er professor ved Shiga University.

Vil arbejde som i Danmark
- Ligesom i Danmark er udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet en problemstilling, som vi arbejder med, og vi vil gerne lære mere om den tankegang, der ligger bag projekter som Agwaplan og Aquarius, hvor landmændene er centrale i arbejdet med at skabe godt vandmiljø. Vi håber at kunne arbejde på samme måde i Japan.

Hans kollega Eiichiro Nishizawa, der er professor ved Hosei University, peger på, at den dialogbaserede tilgang, hvor der er fokus på at etablere samarbejder mellem landbrug og myndigheder om at løse problemerne, er en ny måde at arbejde på i Japan.

- Vi er ikke så langt som jer i Danmark med at tage fælles ansvar for miljøet. Vi ser derfor meget på, hvordan man i de danske projekter har skabt forståelse for hinandens behov, så der kan opnås gode løsninger for begge parter. Det er en tilgang, som vi helt sikkert vil prøve at indføre hjemme i Japan, siger Eiichiro Nishizawa.

Agro Food Park - Agro Food Park 15 - Skejby - 8200 Aarhus N - Tlf: +45 87 40 66 40 - Email: