It-virksomheden IBM Danmark flytter fra 1. januar ind i Agro Food Park med to medarbejdere.
Fødevarer og teknologi smelter sammen, når IBM Danmark efter nytår får kontor i det nye 6.000 kvm store Agro Food Park innovationshus.
-Vi er meget glade for, at IBM også kan se nye forretningsmuligheder ved at flytte ind i Agro Food Park. Med deres nye sporbarhedssystemer er de en ideel partner, der kan skabe en masse synergi blandt de øvrige beboere, siger Bjarne Langdahl Riis, innovation manager i Agro Food Park.
IBM Danmark, der er landets førende virksomhed inden for informationsteknologiske produkter, løsninger og serviceydelser, ser også frem til at flytte ind i det nye hus sammen med 12 andre virksomheder.
-Vi har valgt at flytte ind i Agro Food Park, fordi vi synes, at det er et interessant initiativ at sætte innovative kræfter inden for landbrug og fødevarer sammen. IBM har i over 40 år udviklet it-løsninger på landbrugs- og fødevareområdet. Derfor har vi en naturlig plads i Agro Food Park, og vi glæder os til at flytte ind, siger Marie-Louise Arnfast, brandmanager i IBM Danmark.
I dag har it-virksomheden blandt andet fokus på at forbedre fødevarekvaliteten ved hjælp af teknologiske løsninger.
-Konceptet hedder Smarter Food og går blandt andet ud på via sporbarhedsløsninger at skabe bedre overblik over fødevarernes vej fra jord til bord. Her er det aktuelt, at vi kan få en fysisk placering i Agro Food Park, hvor vi kan komme tættere på eventuelle samarbejdspartnere, siger Marie-Louise Arnfast.
Helt konkret vil IBM Danmark få et kontor med plads til to medarbejdere i Agro Food Park. Det bliver dog ikke de samme to medarbejdere, der skal sidde på kontoret hver dag, men de medarbejdere, der har gang i et projekt, hvor en fysisk placering i Agro Food Park vil være ideel.
Agro Food Park er en international viden- og virksomhedspark inden for landbrugs- og fødevareerhvervet. Her samarbejder virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og myndigheder om innovation, opgaver og projekter. Ambitionen er, at Agro Food Park i 2020 beskæftiger 3.000 medarbejdere fordelt på 40-50 virksomheder og videninstitutioner.