Der skal snarest udarbejdes en Masterplan for Agro Food Park. Det besluttede parkens Lederskab på sit første ordinære møde 8. december 2009.
- Det er vigtigt at få fastlagt vores succeskriterier, hvilke aktiviteter vi skal have, og hvordan snitfladerne til andre virksomheder og omverdenen skal lægges. Det er hovedambitionen med Masterplanen, siger Søren E. Frandsen, medlem af Lederskabet i Agro Food Park og prorektor ved Aarhus Universitet.
|
 |
Masterplanen skal blandt andet definere Agro Food Parks succeskriterier, fortæller medlem af Lederskabet Søren E. Frandsen.
Foto: Aarhus Universitet |
|
- Planen skal give klarhed over, hvilke opgaver det giver mening, at vi selv løfter i Agro Food Park-regi. Planen skal også synliggøre, hvilke typer af virksomheder vi gerne ser blive en del af Agro Food Park. Det er vigtigt, at vi er afgrænsende og konsekvente, og er klar til at tage eksplicitte fravalg, hvis vi skal opfylde visionen for parken.
Visionen er blandt andet, at der skal skabes den bedst mulige fysiske infrastruktur i forhold til at opnå optimal videndeling og tværfaglig innovation. Samtidig skal der skabes intelligente forbindelseslinjer til omgivelserne, så der etableres fornuftigt samspil med øvrige virksomheder, vidensinstitutioner og Århus Kommune.
Søren E. Frandsen understreger, at den fulde opfyldelse af visionen ligger et godt stykke ude i fremtiden.
- Der ligger et stort stykke benarbejde forude, og Masterplanen skal medvirke til at give en god ramme for realiseringen af den meget spændende idé, som Agro Food Park er.
Selv om arbejdet med Masterplanen først skal til at begynde, så fortsætter projekteringen af Agro Food Parks Innovationshus på 4.000-5.000 kvadratmeter. Innovationshuset forventes at stå færdigt i efteråret 2011.
Fakta:
Agro Food Parks Lederskab består af:
• Adm. direktør Frank Bennetzen, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, der er formand for Lederskabet
• Adm. direktør René Logie Damkjer, AgroTech
• Executive Director Per Fogtmann, KOFF A/S
• Prorektor Søren E. Frandsen, Aarhus Universitet,
• Hospitalsdirektør, Villy Helleskov, Det Nye Universitetshospital i Skejby
• Vice President, Hans Elbek Pedersen, Danisco A/S
• Erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen, Århus Kommune
• Adm. direktør Niels Chr. Sedinius, Incuba Science Park